Tekstuddrag

I. AKT

Scene 1

HENRIK som kavaler

HENRIK: Ha, ha, ha, ha, ha, ha! Det er utroligt! Hun er fuldstændig forgabt! Hvad kan de rådne klæder dog ikke gøre? Jeg har ved gud ikke haft andet i tankerne end lidt halløj med min herres klæder og ekvipage, jeg tænkte ikke på også at gøre min lykke. Det går mig ligesom manden i komedien, der tog en doktordragt på for at spille fin mand, og så endte som virkelig doktor. Jeg ender som virkelig hanrej. Den gode frøken er koket som et ondt år. Men hvad vil det sige? Jeg avancerer jo, fra stymper til fornem hanrej. Hovedsagen er at holde masken, så intet af det gamle lakajvæsen stikker frem og røber mig. I går var jeg lige ved at begå en forbandet fejltagelse: jeg gav de fremmede folk, jeg har ansat for min herre, ordre til at spænde for vognen, og tænkte ikke over, at jeg var herren, men ville stille mig om bag på vognen. Så begyndte kusken jo at smile og sige: "Hvor vil Deres Velbårenhed hen?" Jeg blev flov og skulle til at hænge med hovedet som et æsel. Men jeg reddede mig ved at lade som om, jeg så en skavank på vogntaget. Jeg var på et assemblée i går, udelukkende for at lære nogle fornemme grimasser. Der så jeg blandt andet en junker, der lige var kommet fra Frankrig. Ham kopierede jeg meget nøje, på nær at jeg nægter at snakke gennem næsen, hvad han havde sine à parte raison til, eftersom han lige var kommet fra Paris. Bortset fra det stjal jeg alle hans manérer, for eksempel dette her:

tager sit ur op og fløjter, tager et par dansetrin og synger; tager et spejl op af lommen og retter sin paryk

Jeg er tilfreds med mig selv. Jeg er forelsket i mig selv. Frøkenen har pardieu raison.

Scene 2

ARV, HENRIK

ARV: Hvad fanden mon det er for en karl? Han er ikke rigtig i hovedet.
HENRIK: Hvad pokker er det? Det er jo Arv, der kommer fra min herre på landet.
ARV: Hvis folk bar sig sådan ad hos os på landet, dømte birkedommeren dem til at være gale, indtil de blev frikendt af en domstol i købstaden, hvor den slags er almindeligt udbredt.
HENRIK: Jeg må give mig til kende for ham, men først vil jeg drille ham lidt. Hør, hvem er det, der taler?
ARV: Det er mig.
HENRIK: Hvilken mig? Hvad er det for svar?
ARV: Det er mig, Arv.
HENRIK: Du må være en slyngel. Det kan jeg høre af dit navn. Diable m'emporte, partout dans la France comment vous portez vous. Hør, hvad det var, jeg ville sige: canaille! Forstår du fransk?
ARV: Nej, jeg gør ikke.
HENRIK: Italiensk?
ARV: Heller ikke.
HENRIK: Spansk?
ARV: Nej.
HENRIK: Så er du jo værre end et dyr.
ARV: Nej, jeg forstår jeg ikke noget af det, min ærlige herre.
HENRIK: Ærlige herre? Hvad anser du mig for, slyngel? Jeg er ikke ærlig, jeg er velbåren. Når du taler med en af dine kammerater, så kan du sige: "Min ærlige mand".
ARV: Om forladelse, velbårne herre! Jeg vidste minsæl ikke andet, end han var ærlig.
HENRIK: Nej, det er for gammeldags for folk af min stand. Hvor har du hjemme?
ARV: Jeg tjener hos en ung herre, der hedder Leander.
HENRIK: Leander! Hvor er den løjser kommet til det navn? Jeg hedder Leander.
ARV: Så er velbårne herre da også en løjser?
HENRIK: Ved du godt, hvad en løjser er?
ARV: Nej, jeg ved såmænd ikke, udover at det må være noget fornemt, eftersom han siger, at min herre og han selv er det.
HENRIK: Vær du glad for, du ikke ved det. Men hvordan understår din herre sig i at føre det navn Leander? Hvis jeg havde ham her, så kom det ham dyrt at stå. Dig vil jeg ofre først for hans regning.

trækker sin kårde

ARV: (på knæ) Ak, velbårne hr. løjser! Spar mit liv. Jeg er kun hans gårdskarl. Men han har en tjener her i byen, som jeg skal finde til herren, som han bedre kan hævne sig på.
HENRIK: Hvor er den tjener? Hvad er hans navn?
ARV: Han hedder Henrik, men han burde hedde skurk, det er en af de største rakkerknægte, jeg har kendt.
HENRIK: Ha, ha, ha, nu kan jeg ikke mere. Rejs dig op, Arv. Kender du mig ikke? Jeg er den Henrik, du taler så smigrende om.
ARV: Nej, så gid fanden tage dig, så bange du gjorde mig.
HENRIK: Og gid fanden tage dig, som du svinede mig til.
ARV: Dine gerninger viser, jeg ikke havde uret. Hvordan pokker er du begyndt at te dig så tumpet i herrens klæder?
HENRIK: Arv! Du er jo en fattig karl, som ikke tjener ti rigsdaler om året ved dit arbejde?
ARV: Jeg tjener ti djævle, ikke ti rigsdaler.
HENRIK: Inden i aften skal du tjene halvtreds rigsdaler, hvis du holder gode miner og hjælper mig i mit projekt.
ARV: Hvordan pokker vil du skaffe halvtreds rigsdaler uden at stjæle dem?
HENRIK: Arv! Når du hører historien, vil du let kunne begribe det. Du ved, at Leander har sendt mig til byen for fjorten dage siden, for at sætte hans hus i stand og ansætte nye tjenere og ny kusk, så alting kan være parat til at modtage hans brud.
ARV: Det ved jeg godt. Men hvad mon det er for en frøken, han får?
HENRIK: Jeg ved lige så lidt som du. Der er ingen, der ved det, undtagen den anden tjener, Christoffer, som rejste med ham, da forbindelsen blev indgået. Ellers ved jeg ingenting. Så snart han kom hjem, sagde han: "Henrik! Jeg skal holde bryllup i byen inden fjorten dage. Du må straks rejse ind og sætte alting i stand, lade vognen pudse og ansætte et par tjenere, for Christoffer spillede mig et puds på vejen, derfor lod jeg ham løbe". Så var jeg fræk og spurgte, hvem hans kæreste var. Men han smilede og sagde: "Det er et kvindemenneske. Du skal nok få hende at se. Rejs kun straks til byen og se at få ordnet det, jeg har befalet". Så ansatte jeg et par tjenere og en kusk og gjorde forskellige forberedelser, som vil glæde ham. Men da jeg fik rådighed over hans hus og ekvipage, fik jeg lyst til at føre mig frem som en stor herre.
ARV: Det var da et forbandet indfald!
HENRIK: Det må du nok sige, Arv. Jeg kørte i karosse hver dag med to tjenere bagpå, i herrens bedste klæder. Jeg havde ved gud ikke anden tanke, end at følge den lyst, der var kommet over mig og mærke, hvordan det var at være fornem.
ARV: Men blev kusken og tjenerne ved med ville varte dig op?
HENRIK: Kusken og tjenerne ved ikke andet, end at jeg er herren selv.
ARV: Ha, ha, ha! Gid fanden havde dig! Den er god.
HENRIK: Hør nu videre, Arv. Her i dette hus logerer en fremmed frøken fra landet, som hedder Leonora og er meget rig, hun fører sig nemlig frem som en prinsesse. Denne frøken har set mig nogle gange i min stads og er blevet stærkt forelsket i mig og har sat en gammel kone på mig for at udforske mit hjerte, og jeg har i sinde at holde bryllup med hende i aften. Kan du nu forstå det, Arv, hvordan jeg kan blive i stand til at forære dig halvtreds rigsdaler, ja, halvtreds rigsdaler til?
ARV: Er du fra forstanden? Henrik! Du kan blive hængt for det, når det kommer for en dag, hvem du er, og at du sådan har bedraget en fornem frøken.
HENRIK: Nu skal du høre detaljerne, Arv! Jeg bedrager hende ikke, hun bedrager sig selv. Jeg har ikke haft fred for hende. Jeg har ikke givet mig ud for at have midler eller at være af stand. Jeg har udelukkende sagt, at jeg bor i huset over for hendes. Hun løber efter mig, jeg løber ikke efter hende. Det er en, som med djævlens vold og magt vil giftes. Hun er løs på tråden som et ondt år, så jeg bliver sikkert hanrej. Men det vil ikke sige noget. Jeg får så megen velstand gennem hende, at jeg kan bære mine horn med respekt og tilmed lade dem forgylde.
ARV: Men at opføre sig sådan, det er jo at give sig ud for en stor herre for at bedrage en fin frøken.
HENRIK: Arv! Du kender ikke denne bys folk. Gid jeg havde en daler for hver en stymper, hver en stodder, der her går i fløjl, da var jeg en rig mand. Jeg skal kun stå min herre til regnskab for min opførsel. Hvorfor pokker spørger hun sig ikke for, hvem jeg er? Hvorfor lader hun mig ikke være i fred? Jeg sværger på, jeg har aldrig givet hende anledning til noget som helst. Men den gamle kælling siger, hun er ved at revne af kærlighed, så det er udelukkende min person, hun er forelsket i, så jeg gør en stor lykke uden fare.
ARV: Så kan jeg godt se, det går an. Ha, ha, ha! Det var da en forbandet historie!
HENRIK: Arv, her har du min hånd på, at du skal få halvtreds rigsdaler i aften.
ARV: Et halvhundrede rigsdaler er værd at gøre en del tjenester for. Hvad vil du have, jeg skal gøre?
HENRIK: Ikke andet end at holde masken. Du skal i øvrigt spille min skytte.
ARV: Ja, det vil jeg gerne.
HENRIK: Men hvad er ellers dit ærinde i byen i dag?
ARV: Jeg skulle herind for at fortælle dig, at alting skal være parat. Herren kommer i dag.
HENRIK: Pokkers også! Hvad siger du? Kommer han til byen i dag, så har jeg dæleme travlt. Hør, Arv! Om en halv time har jeg aftalt, jeg skal besøge min forelskede frøken. Så må du komme ind og spørge efter din herre Leander og aflevere et brev til mig.
ARV: Men hvad så når vores herre får det tosseri at høre?
HENRIK: Han vil le. Tror du, min herre misunder mig min lykke? Hvis jeg ikke var sikker på hans godhed mod mig, havde jeg aldrig turdet gøre det. Kom, lad os gå lidt hjem først.

de ud

Scene 3

PERNILLE, MAGDELONE

PERNILLE: Jeg ser jo ingen, Magdelone!
MAGDELONE: Så må han være gået. Jeg så ham altså for et øjeblik siden stå her uden for, og så løb jeg ind for at få fat i dig, Pernille.
PERNILLE: Åh, kære Magdelone! Spring efter ham, måske har han været her og kunne ikke komme ind.
MAGDELONE: Nej, det duer ikke, Pernille! Alting med måde. Jo bedre du holder masken, jo mere sidder manden i saksen. Han skal nok komme til tiden, som han lovede mig. To timer før middag. Klokken er kun lidt over ni.
PERNILLE: Men fortæl mig det nu rigtigt, Magdelone, hvordan gik det med dit ærinde?
MAGDELONE: Jeg har forrettet det til fuldkommenhed. Du er lykkelig, Pernille, fra ringe tjenestepige stiger du til en sådan velstand. Han er ganske vist noget naragtig, men han ser ud til at have store midler.
PERNILLE: Jo naragtigere, jo bedre. For når min sande stand bliver kendt, så vil folk ikke kritisere mig for den her intrige, at jeg har besnæret en ung herre, de vil kun le og sige: "Det var godt nok til den nar, han var ikke bedre værd, han havde alligevel ikke fået nogen frøken af sin egen stand". Og det kan også ske, hans naragtighed er en fordel for mig, når vi bliver gift. Når vi kvinder går efter kloge mænd, er det stik imod vores egen interesse. Når jeg har en rig nar til mand, er det mig, der står for bestillingen, han fører kun titlen. Det handler om at have herredømmet. Fra de kloge mænd får vi det kun med møje og besvær og efter lang tids intriger. De andre lover vi første dag underdanighed på ægteskabskontrakten, anden dag laver vi nogle tilføjelser i kontrakten, slår en streg over det hele tredje dag, har en finger med i regeringen den fjerde og sidder alene ved roret inden ugen er omme.
MAGDELONE: Jeg forstår det alt sammen.
PERNILLE: Havde han ikke været så naragtig, så havde en fattig tjenestepige som mig ikke vovet det her. Men da jeg mærkede, han var så stor en nar, fik jeg det indfald at føre mig frem som en stor frue og benytte min frøkens møbler, klæder og ekvipage.
MAGDELONE: Hvornår tror du, din frøken kommer til byen?
PERNILLE: I dag eller i morgen, jeg har nemlig ordre til at have alting parat til i dag. Kommer hun, inden jeg bliver gift med min galan, så vil jeg sige det lige ud til hende, at jeg står på tærsklen til en stor lykke, og at jeg derfor har brugt hendes klæder. Jeg er sikker på, hun ikke straffer mig, men holder gode miner og støtter mig i mit ønske. Men fortæl mig nu, Magdelone, hvordan forrettede du dit ærinde?
MAGDELONE: Jeg tog de to stykker brokade og gik derhen og spurgte, om herren ville have noget med et elegant mønster for en ganske billig penge. Da han begyndte at tinge om prisen, sagde jeg: "Ak, velbårne herre! Hvis han vidste det, jeg ved, tingede han ikke så meget med mig. Der er en fornem frøken i huset her lige over… ", "À propos, brød han ind, den frøken sender mig altid sådan nogle venlige blikke, når jeg går forbi hendes vinduer. Kender De hende, morlille?" "Ja", svarede jeg, "jeg har min daglige gang der i huset. Hun er lige kommet fra landet og venter sin far her med det første". "Hør, bedstemor", sagde han så, "sig mig nu sandheden, har den frøken ikke et godt øje til mig? Hun har kysset på fingeren ad mig og kastet kys en to-tre gange". Da jeg hørte det, begyndte jeg at forklare ham hele sagen og satte ham stævne her klokken ti.
PERNILLE: Det er skønt. Vi må endelig sørge for, han kommer i hus dag. Der kan jo komme nogen fra landet, som kender mig og kan afsløre, hvem jeg er.
MAGDELONE: Men Pernille, hvem er det, din frøken skal have?
PERNILLE: Jeg ved det altså ikke. Da vi sidst var sammen her i byen, blev jeg syg og så måtte hun rejse hjem alene, men da jeg så var blevet rask igen og stod og skulle rejse hjem, fik jeg besked om, at frøkenen var forlovet og jeg fik ordre om at gøre alting parat, til de kommer. Men er det ikke en skytte, der kommer dér? Det er nok junkerens.

Scene 4

ARV som skytte, PERNILLE og MAGDELONE

ARV: Serviteur, velbårne mammeselle! Jeg ved ikke, om damerne kender mig?
PERNILLE: Nej, jeg gør ikke.
ARV: Mit navn er Hasenskræk. Jeg er uværdig skytte hos den unge herre, som bor her lige overfor. Han lod ydmygst formelde sin reputation og lod fornemme, at om det faldt hendes velbårenhed belejligt, ville han gøre hende den ære at opvarte mammesellen.
PERNILLE: Han skal være mig hjertelig velkommen. Men vær venlig at underrette mig lidt om jeres herre. Hvilken mand er han?
ARV: Det er en fortrinlig herre. Han er kapabel at skyde på en toskilling. Men han har også et par rifler, som siger spar to. Magen til rifler findes ikke i hele landet.
PERNILLE: Er han en sådan elsker af jagt?
ARV: Ja, det får vore hjorte og harer at føle. Han kører i ring med dem hver dag, så fanden må tage dem. Men jeg ved ikke, om velbårne madame har hørt, at hans bedste støver, Fairfax, er død.
PERNILLE: Nej, jeg har såmænd ikke.
ARV: Jovist, han er død og begravet, og min herre sørgede over ham, som kunne det have været hans egen bror. Det var også et kosteligt kræ, om man må sige så om en stor herres hund. Jeg ved fanden ikke, hvordan han bar sig ad, han bed haren så behændigt ihjel, at man aldrig kunne se tegn på bid. Hvis nu for eksempel, De er en hare, bedstemor. Sådan her tog han den i halsen. Knæk, så var den klar.
MAGDELONE: Av, av! I kniber temmelig hårdt, skytte!
PERNILLE: Er Deres herre ungkarl, eller har han været gift før?
ARV: Nej, sådan set ikke. Hans far har villet have ham gift i flere omgange, men han vil kun have en, han selv synes om. I al fortrolighed, Deres velbårenhed: han gør minsæl ret. Hvorfor skulle sådan en rig junker gifte sig med andre end en, hans hjerte begærer? Nej, karlen vil selv råde. Men der er noget i gære nu, hvad pokker det så er. Men han lader sig ikke så let tvinge, for her mellem os at sige, velbårne frøken, så er han ganske skrammereret i hendes person.
PERNILLE: Jeg kan heller ikke nægte, at hans person behager mig frem for alle andre, jeg hidtil har set. Jeg tør ikke sige, hvor mangen urolig nat jeg har haft for hans skyld.
ARV: Jeg vil stå inde for, hun ikke bliver snydt med ham. Han har et par lægge, som svulmer af manddom. Hvis der er bedre lægge i hele herredet, lod han sine ben save af. Jeg tør vædde med, at det første, hun får, gode frøken, det bliver tvillinger. Men jeg må løbe ind og melde svar tilbage.

ud

Scene 5

MAGDELONE og PERNILLE

PERNILLE: Ha, ha, ha! Det var med møje og besvær, at jeg kunne holde mig for latter. Jo mere naragtig han er, des bedre for mig, og jo lettere kan jeg få ham i kløerne.
MAGDELONE: Man kunne høre på skytten, hvordan herren er.
PERNILLE: Han er god nok, Magdelone. Jeg er tilfreds med ham. Var han dannet og poleret, ville han ikke blive min. Tror du, en frøken af hans egen stand ville tage sådan et narrehoved?
MAGDELONE: Se, det er sikkert ham, der kommer.

Scene 6

HENRIK i portechaise, PERNILLE, MAGDELONE, ARV

HENRIK: Hal… t! bliv stående her, I carnallier! Hør, Andreas! Bliv du hjemme, og kommer der bud efter mig fra hoffet, må du sige, jeg kan ikke komme i dag, jeg er angrasseret andet steds. Ak, mon cher, forlad mig, det er porteurernes skyld, at jeg ikke holdt et stykke længere borte. Man har hundrede fortrædeligheder med disse lejede folk. De er dummere end dyr. Hvis det ikke var af respekt for frøkenen, skulle jeg straks lade jer hænge.
PERNILLE: Ak, min herre! Pardonnér dem for min skyld.
HENRIK: For hendes skyld gør jeg mardi alting, velbårne frøken. Àpropos, mon cher, jeg kommer her for at actionere hende for et lille tyveri, hun har begået.
PERNILLE: Hvad? Har jeg begået tyveri?
HENRIK: Ja, hun har stjålet mit hjerte.
PERNILLE: Ak, min herre! Jeg har samme proces at føre med ham. Jeg ved nok, det strider mod vort køns blufærdighed at lade sig mærke med den slags. Men jeg tilstår rent ud, at… Åh, jeg kan ikke sige mere, mit hjerte står mig i halsen.
HENRIK: Jeg er en canaille, om jeg har kunnet sove i tre nætter for hendes skyld.
PERNILLE: Ak, min herre! Det er ikke gået mig et hår bedre. Hans øjnes pile har trængt sig ind i mit hjertes inderste kammer.
HENRIK: Ah… pardi, det er vel talt. Det må mafoi have et kys for.
PERNILLE: Jeg takker for den ære.

Henrik kysser hende

HENRIK: Hør, frøken! Min papa vil have mig til at tage en anden rig adelig frøken. Men jeg vil hellere lade mig partere og hakke til kødmad, før jeg går med dertil og forlader hende, mon chere.
PERNILLE: Ak, er det muligt! Jeg er gud bedre det i samme fortvivlede situation, men intet uden døden skal skille os to ad.
HENRIK: Se, der er min hånd på evig huldskab og troskab.
PERNILLE: Der har han også min hånd på, at jeg aldrig skal lade mig tvinge til nogen anden.

de omfavner hinanden

PERNILLE: Vil han ikke gå lidt ind med mig og se mine mobilier?
HENRIK: Jo, min allerkæreste.

de ud

Scene 7

MAGDELONE

MAGDELONE: Ja, nu bider han på, når han får alle de galanterier at se, som han bilder sig ind tilhører Pernille, skønt hun ikke har for fire skilling del i det. Ha, ha, ha, det bliver frygtelig historie, når vores junker opdager, han har taget så grueligt fejl, og i stedet for en rig frøken har fået en gemen tjenestepige! Men hvor rig og fornem han end er, så er han dog ikke for god til hende. Det er den største nar, der kan gå på denne jord, og der er intet andet adeligt ved ham end hans rigdom og adelige formue. Kunne det nu bare blive klaret, inden frøken Leonora kommer til byen. Det er det springende punkt. Pernille har lovet mig firehundrede rigsdaler for min umage. Men jeg må ind og se, hvad de bestiller. De holder såmænd nok bryllup på egen hånd.

ud. Henrik ind

Tilbage...