Tekstuddrag
I. AKT
SCENE 1
Gusman, i doktordragt og med skødehunden Melampe på armen
GUSMAN - Er der nogen efter mig? Nej, der er ingen. Jo, der kommer en. Nej, det var min egen skygge. Pyha! Nu får jeg vejret igen. Hej! Hvad vil den spion? Wer da? Nej, der er ingen. Mit eget blod gør mig bange.
råber
Ah… Værs'go', her har I den tilbage. Spar mit liv! Men der er jo slet ingen. Hvad kan frygt ikke gøre? Jeg synes hele tiden, der er nogen, der kikker på mig. Nå. Hvis nogen efter det her spørger, hvem der er den største mand i verden, så kan man uden betænkning svare, at det er Gusman. Jeg har gjort det samme som kong Priapus' søn fra Troja, prins Paris. Han bortførte den skønne Helene, som var den skønneste skabning i Grækenland. Jeg derimod har bortført den skønneste skabning
fremviser hunden
i Italien. Nu er Italien større end Grækenland. Ergo er jeg større end Paris. Jeg kan gå videre: den skønne Helene var en af de der kvinder, hvor man siger: "Den er let at lokke, som gerne vil hoppe". Jeg derimod bortsnappede Melampe alene ved min egen behændighed. Ergo er jeg større end Paris. Paris har måske aldrig været til i verden, eller i hvert fald aldrig bortført Helene… vi har kun nogle gamle vers for det. Jeg er virkelig til, og jeg har virkelig udført dette rov. Ergo er jeg større end Paris. Jeg Gusman har gjort det muligt, som før var umuligt, jeg har med list bortført denne tarentinske Helene, en heltedåd, som seksten laurbærkranse ikke kan belønne. Jeg vil nemlig hellere have penge. Operationen gik sådan her for sig: Melampe fik for nogle dage en lille hævelse på sit ene bagben. Da jeg fik det at vide, udgav jeg mig for doktor og tilbød inden fire timer at fjerne denne bagbenshævelse. Men jeg blev ved med at aflægge besøg hos patienten, indtil jeg til sidst så mit snit og stak af med den. Nu skal jeg have fat på hr. Leander og aflevere skatten til ham. Ingen kan gøre mig det her efter. Min gamle ven Sganarell, den pralhals, han hænger hver aften på vinstuen og kæfter op om alle de bedrifter, han helt sikkert en dag kan finde på at udføre. Han tror, han er så snu. Men kan han finde ud af at udføre en bedrift som denne her? Aldrig! Han skal få sig en lærestreg, skal han.
lyd af trommer. Ud efterladende forklædningen
SCENE 2
to bønder
1. BONDE - Åh, åh! Det gode varer aldrig ved. Nu har vi ufred igen. Han må have haft for lidt at lave, ham der først fandt på krig, hvor man skal hugge arme og ben af folk, man ikke kender.
2. BONDE - Hvor ved du fra, vi får ufred?
1. BONDE - Vi får den ikke, vi har den. Trommen går og hele byen er i alarm.
2. BONDE - Det er bedst, vi går til side. Hvis tyrken står for døren, så kaster man musketten på nakken af hvem som helst, man møder.
1. BONDE - Før jeg lader mig hverve, før skærer jeg min tommelfinger af. Det gjorde både min far og min farfar. På den måde undgik de at blive soldater.
2. BONDE - Jeg hører, du slægter fine folk på. Hvis du kan regne den slags forfædre i seksten led, så kan du gøre krav på at være højadelig. Du skulle tage at føre en hånd uden tommel i dit våbenskjold og kalde dig Johan de Tommel-løs.
1. BONDE - Mine forfædre var ved gud ingen kujoner! De var ikke så bange for en tommelfinger. Min farfar var en mand, der før havde hugget hele hånden af, før han gik med under fanerne.
2. BONDE - Var vi kun først vel herfra, så havde det ingen fare.
1. BONDE - De finder os alle vegne. Ulykken er, at vi bønder bliver aldrig mere end det, vi er. Vi skal gå i krig og sætte arme og ben til, for at en løjtnant kan blive kaptajn og en kaptajn kan blive oberst, men vi bliver ved med at være de samme. Det går til ligesom i skak: bønderne må ofres, for at officererne kan rykke frem.
2. BONDE - Skal vi løbe?
1. BONDE - Hvor skal vi løbe hen? Vi kan lige så godt blive stående.
SCENE 3
Herold. Bønderne. Siden Sganarell
HEROLD - Såsom i dag hen ved klokken otte den velbårne frøken Philocyne, sig og sin familie til stor hjertesorg og bedrøvelse, har mistet en lille skødehund ved navn Melampe, så gives hermed tilkende, at den, som kan give oplysning om samme hund eller bringe den tilbage, skal have ti dukater. Hunden er ganske hvid, tegnet med sorte øren og en sort plet i panden. Fødderne er ubeskrivelig nette, på nær den venstre, som er noget tykkere end de andre. Hvad sindets gaver angår, da har samme Melampe nærmest menneskelig forstand. Endskønt han ikke kan tale, så kan han dog ved gebærder give sin mening tilkende: når han vil ligge i et skød, skraber han med det ene forben på forklædet, og når han igen vil ligge på sin pude ved kaminen, giver han sin vilje tilkende ved at lade en liden vandtår strinte på forklædet, dog så subtilt, at det ingen skade gør. Han er af et så fornemt naturel, at han ingen mad æder, uden den er tygget, og skælver af kulde endog i august måned. Han har et fløjls halsbånd, hvorpå står broderet med guld: Melampe. (ud)
SCENE 4
Sganarell. Bønderne
1. BONDE - Hør, mester, var det ikke andet?
SGANARELL - Er det ikke nok? En hund, der har sådan en forstand, at han kan lade en tår falde på skødet, når han vil ned! Sådan en hund har mere forstand end fire af de bedste bønder i jeres by.
1. BONDE - Når hunde gør sådan hos os, så vrider vi halsen om på dem.
SGANARELL - Ja, det vil jeg nok tro, men hvorfor gør I det? Fordi I er bønder. Havde I været opdraget som fornemme folk, så gjorde I det ikke.
1. BONDE - Der mener jeg nok, vi bønder er bedre opdraget. Afgudsdyrkelse af en luset hund, det er dårlig opdragelse.
2. BONDE - Farvel, mester, vi må af sted. Gudskelov, at trommen og alarmen ikke handlede om andet.
bønderne ud
SGANARELL - De der bønder havde ret. Det er skam og spot med så stor alarm for en hund. Frøken Philocyne er nu så desperat, så man skulle tro, hun spillede hovedrollen som forelsket heltinde i en tragedie om en, der har mistet sin elskede. Hvis jeg engang får døtre, hvad der godt kan hænde, vi er alle mennesker, så skal min første faderlige formaning til dem være ikke at holde nogen skødehund. Netop fordi det fører til denne forskruede kærlighed. Frøkenen kunne ikke gå til messe med god samvittighed, før hun seksten gange forinden havde kysset sin afgud Melampe. Hun kunne ikke aflægge besøg i byen uden Melampe. Stort set alt, hvad hun talte om, var Melampe. De fleste drømme, hun havde, var at Melampe havde problemer med helbredet. Kort og godt, der var ikke andet end Melampe for og Melampe bag.
Gusman ind, uset, for at sikre sig forklædningen, som han havde efterladt, men han mislykkes
SCENE 5
Dorothea. Sganarell
DOROTHEA - Åh, det er en ynk at se den stakkels frøken! Intet i verden kan trøste hende, hvert øjeblik råber hun: "Min verdens glæde er mig berøvet, Melampe er borte". Sganarell, du er lige så bedrøvet som os andre. Du er også ramt af sorgen.
SGANARELL - Jeg har sandelig grund til at sørge. Jeg har større sorg end I andre.
græder
DOROTHEA - Har du nogen særlig sorg? SGANARELL - Jeg har en sorg, som sender mig i graven. Vor gamle sorte kat, som jeg elskede som min kødelige bror, har fået ondt i sit ene ben. Jeg frygter, det er podagra.
græder
DOROTHEA - Hvad fantaserer du om! Skal vi nu gå op i en rådden kat!
SGANARELL - Hør, Dorothea, når vi absolut skal spille tragedie, så må jeg jo også have en rolle. Man fortjener lige store mindesmærker, hvad enten man hænger sig for en kat eller for en hund, de er jo begge to umælende dyr.
DOROTHEA - Det vil gå dig ilde, hvis frøkenen får at høre, at du sammenligner din lusede kat med så fornem en skabning som Melampe.
SGANARELL - Men helt alvorligt, går denne sorg Dem til hjertet, mademoiselle?
DOROTHEA - Mit hjerte er ved at briste af sorg.
SGANARELL - Jeg mærker, De går med en frue i maven. Se engang, hvilke fornemme nykker hun har.
DOROTHEA - Jeg skal ved gud indklage dig for frøkenen.
SGANARELL - Tror De, det var mit alvor, det, jeg sagde? Nej, jeg sørger minsandten lige så meget som alle andre. Jeg har allerede skrevet et sørgedigt over tabet af Melampe.
DOROTHEA - Jeg kender dig, din bespotter.
SGANARELL - Men det er sandt. Nu løber jeg hen til trykkeren og får det trykt. Adjø.
begge ud
SCENE 6
Herold. Bønder. Siden Gusman. Banner hejses ned, med imperial kronet ørn og afbildninger af slægtens medlemmer: Pandolfus og Hyancintha, Pandolfus jun. flankeret af Lucilia og Philocyne. Bønderne reagerer hånligt
HEROLD - I eftersøgningen af Melampe skal nu berettes, at denne skabning formedelst sin skønhed har sat splid mellem to højadelige frøkener, Lucilia og Philocyne. De er begge døtre af den mægtige feltherre, den højsalige Pandolfus, som i lange tider var bortrejst fra Tarent for i fjerne lande at tage del i vor højkristelige Kejsers kampe imod de vantro. Der skal hernæst gives underretning om Melampes herkomst og byrd. Melampe blev født og kom til verden for fire år siden. Hans mor hed Diana. Formedelst sin troskab, dyd og skønhed var Diana så elsket af søstrenes mor Hyacintha, at hendes gemal, den gamle Pandolfus, ofte bebrejdede hende det. Men kærligheden tog mere og mere til, så da bemeldte Diana døde i barselseng med Melampe, døde også fruen straks derefter af sorg. Tårerne stod Melampe i øjnene, når han hørte tale om sin mor.
Gusman passerer uset forbi med Melampe, som piber. Han leder efter Leander
Hvem Melampes far har været, derom kan intet med sikkerhed siges. Dog holdes en hund ved navn Hektor, som havde omgængelse med moderen Diana, at være så nær som nogen dertil. Udover de to søstre efterlod Pandolfus og Hyacintha sig yderligere en søn, som også hed Pandolfus. Et år før forældrenes død drog unge Pandolfus til Afrika for at stride for Kejseren mod maurerne og saracenerne. Og mens også Lucilia en tid var bortrejst, testamenterede moderen Hyacintha den nyfødte Melampe til den yngste datter Philocyne. Ved sin tilbagekomst protesterede Lucilia højlydt, idet hun slog på, at så kostbar en skat tilkom hende som den førstefødte. Men Philocyne var ubønhørlig, og der rejste sig et uvenskab mellem de to søstre, som indtil videre har skilt dem fra hinanden. I al den tid har Lucilia ved list og intriger arbejdet på at få Melampe i sine hænder, men hidindtil forgæves. Netop nu vides det ikke, om Melampe er bortløbet eller bortført eller på anden måde offer for en forbrydelse.
2. BONDE - Sig mig, plager fanden dem alle sammen?
1. BONDE - Har de fået hundegalskab?
2. BONDE - Hvorfor slår de ikke den skabede køter ned?
Gusman passerer forbi
GUSMAN - Hvad forstår bønder sig på fornemme folks bekymringer!
de ud