Tekstuddrag

FØRSTE AKT

Prolog

Iris, dernæst Paris og siden Juno, Pallas, Venus

IRIS: Jeg er Iris eller regnbuen, den store Junos kammerpige. Når gudindernes dronning giver et nik, må jeg af sted. Nu er jeg i himlen, nu på jorden. Nu ved Sydpolen, nu ved Nordpolen. Nu i store byer, nu blandt hyrder og hyrdinder på landet. Det er min store frues jalousi og mistro, der er anledning til al den uro. Så snart gudernes monark kaster sine øjnes nådige stråler på en nymfe eller hyrdinde, bliver min frue straks alarmeret, og jeg må lade mig føre ned på jorden af en sky for at udforske sagen. Men denne gang er jeg kommet for at tale med den trojanske prins Paris, som Juno og to andre gudinder har udvalgt til at dømme i en strid, der er opstået imellem dem. Han plejer at komme her i denne lund. Der er han.
PARIS: Jeg ser Iris, Junos tro sendebud. Velkommen her på jorden, himmelske nymfe! Hvad er hendes ærinde? Hvem vil hun tale med?
IRIS: Jeg har ordre til at tale med den dejlige trojanske prins Paris.
PARIS: Det er mig.
IRIS: Hør, Paris, I, som er berømt ikke blot for jeres skønhed, men også for jeres retfærdige domme, over hele Asien indtil den yderste ende af Amerika, min frue Juno samt to andre gudinder, Pallas og Venus, har udvalgt jer til at dømme i en strid, som har rejst sig iblandt dem.
PARIS: Sig mig, oh, Iris, hvori den strid består.
IRIS: Den store Jupiter kastede den trettende dennes et guld-æble ind imellem dem, hvorpå stod skrevet disse ord: "Dette skal tilhøre den dejligste gudinde." Nu ved I selv, hvordan kvinder er, at ingen, hvor grim hun end er, vil vige for en anden i skønhed. Således er det på jorden, og vore gudinder i himlen har også en rem af huden. Men de har alle tre indvilget i at underkaste sig jeres dom uden appel.
PARIS: Jeg vil oppebie deres nedkomst, og dømme, hvad der er ret.
IRIS: Juno ønsker intet andet end en retfærdig dom. Dog bad hun venligst, at jeres Durchleuchtighed ikke ville forsmå ti dukater. Ikke for at dømme til hendes fordel, men alene for venskabs skyld.
PARIS: Nej, mademoiselle Iris! Jeg tager ikke mod gaver: en dommer må ikke lade sig bestikke.
IRIS: Jeg beder dog, at han ikke forsmår dem. Ikke for at bestikke ham, men alene som et tegn på venskab. Se engang, hvor de glimrer.
PARIS: Jeg ser, det er gode hollandske dukater. Penge er ikke til at spøge med i disse tider. Hun kan melde min respekt til Juno. Jeg skal have hende i erindring, siden hun er så høflig mod mig.

Iris ud. Juno, Pallas og Venus ind

JUNO: Dig sker i dag en ære, oh, Paris, som få mennesker er vederfaret. Tre mægtige gudinder underkaster sig din dom. Den af os, du dømmer som den dejligste, hun beholder det guldæble, som Jupiter har kastet blandt os.
PARIS: Ihro Durchleuchtigkeiten, meine gnädigste Frauen! Man kan ikke dømme om nogens skønhed af ansigtet alene. Det ser kendere allermindst på i vore dage. Ihro Durchleuchtigkeiten må derfor klæde sig ganske nøgne.
JUNO: Hvad? Skal vi klæde os nøgne?
PARIS: Jeg kan ikke dømme om noget, jeg ikke kan se.
PALLAS: Aldrig i evighed.
VENUS: Vil ingen anden, så vil jeg. Ellers kan der ikke dømmes.
PALLAS: Hvor det ligner jer, ma soeur. Det er vist ikke første gang, I har vist jer nøgen for unge mennesker.
VENUS: Siger I det, Maren Skolemesters! Disse lærde snerper er ikke mindre løsagtige end andre.
JUNO: Man ved nok, hvad for historier I har haft med både Mars og andre officerer.
VENUS: Jeg skal ikke nægte, at min mand har haft mig mistænkt, men blev jeg ikke frikendt? Hvis Jupiter var lige så jaloux som min mand, så fik vi også nogle saftige historier at høre om hende.
PARIS: Respekt for retten. Må vi høre den første.
JUNO: Hør Paris, at tvivle om min skønhed frem for andre gudinder, er at tilskrive Jupiter en slet smag - han som af alle har udvalgt mig til sin ægtefælle. Vær varsom med at dømme nogen lige i skønhed med mig. Hvis du tilkender mig guldæblet, skal du blive den rigeste og mægtigste herre i verden.
PALLAS: Juno skænker rigdom og velstand. Jeg derimod visdom og dyd. Dyd og forstand overgår rigdom. Derfor håber jeg, oh, Paris, at du peger på mig, som kan give dig den herligste belønning.
VENUS: Rigdom og forstand synes at være store gaver. Men hvor mange kommer ikke i ulykke ved deres rigdom, og hvor få kommer frem i verden ved dyd og for-stand, som i årevis har været umoderne! Hvis du tilkender mig stridens æble, så lover jeg dig den dejligste kvinde i verden.
PARIS (ved sig selv): Rigdom har jeg, så meget jeg forlanger. Forstand mere end jeg har brug for i disse tider. Den dejligste kvinde i verden er magneten, der trækker. Jeg må afsige dommen. (højt) I sagen imellem de tre velbårne gudinder dømmes således: Såsom Juno og Pallas har vægret sig ved at klæde sig nøgne, og derved udtrykkelig udvist mistillid til deres skønhed, hvorimod Venus i tillid til sin retfærdige sag intet har villet skjule af sine dokumenter, som kan tjene til sagens oplysning, men indvilget i at lade dem komme til rettens kundskab, da dømmes hun at beholde guldæblet som den smukkeste. Juno og Pallas betaler sagens omkostninger.
JUNO (sagte): Gid fanden havde dig, for mine ti dukater. Jeg skal aldrig mere betale en dommer forud. (højt) Hør Paris! Den dejlige kvinde, som Venus giver dig, skal blive dig, din familie og det hele trojanske rige til undergang!

Scene 1

Marcolfus

MARCOLFUS: Mine damer og herrer. Jeg ved ikke, om nogen af jer kender mig. Jeg er tjener hos Paris, Kong Priapus' Søn af Troja. Vi er rejst over fire hundrede tyske mil her til Ithacien for at bortsnappe den skønne Helene, hvilket I værsågod har at holde for jer selv. Siden han så hendes portræt i Troja har Paris ikke haft ro hverken nat eller dag, før han tog af sted hertil. I ville ikke tro, at han var en stor Herre, når I ser ham, hverken af hans udseende eller dragt, sådan er han rakket til på vejen. Vi har jaget af sted, nat og dag, så vi rent ud sagt ikke har haft tid til at tage en ren skjorte på under hele rejsen. Aber was tut die Liebe nicht, som Tysken siger. Hvad mon Klokken er?

ser som på et tårn

Så for pokker! Klokken er allerede otte. Nu kommer min herre straks. Jeg har udspioneret, at den skønne Helene netop ved denne tid skal komme spadserende med sin terne. Min herre har i sinde at opsnappe hende, og bortføre hende til Troja. For her imellem os sagt, mine damer og herrer, han vil ikke have hende til kone, men alene til elskerinde. Der kommer min herre.

Scene 2

Paris, Marcolfus

PARIS: Ak, Cupido! Du er en tyran.
MARCOLFUS: Det turde jeg sige tusind gange, om så hans mor Venus hørte på det.
PARIS: Ak, min tro tjener Marcolfus! Her er jo det sted, den horisont, hvor Ithaciens sol og morgenstjerne i dag skal fremstå.
MARCOLFUS: Det er sandt.
PARIS: Ak, Marcolfus! Jeg er bange, jeg besvimer, når jeg får hende at se, og derfor ikke kan fuldbyrde mit forsæt. Åh, Venus, hvad ondt har jeg gjort, at du skulle give din blinde og vingede søn Cupido ordre til at såre mit prinselige hjerte så hårdt?
MARCOLFUS: Ja det er sandt, det var et stift stykke af Venus, det turde jeg godt rive hende i næsen. Den kvinde må være værre end Maren Giftekniv i gamle dage. Men der kommer de, hold nu ørerne stive.
PARIS: Åh, hold mig, Marcolfus. Jeg kan ikke stå på mine ben.
MARCOLFUS: Ih, Herre! Bær Dem nu ikke så fjollet ad. De er jo så bange, som skulle De op til eksamen.

Scene 3

Helene, Øllegård, Paris, Marcolfus

HELENE: Min allerkæreste Øllegård! Var det ikke et dejligt guldæble, min mama forærede mig i dag?
ØLLEGÅRD: Min allerdejligste jomfru! I må skænke det bort til en ung adelig ridder, som I nærer agtelse for. Men ak, hvad er der på færde? Får jomfruen ondt?
HELENE: Ak, Øllegård! Min kyskhed tåler ikke, at man taler om mandfolk for mig. Jeg advarer dig, at du herefter aldrig nævner en mandsperson for mig.
MARCOLFUS (sagte): Fanden tro dig. Jeg kender godt de der pæne piger, de er værre end alle andre.
HELENE: Hør engang, hvor dejligt den søde nattergal synger!
MARCOLFUS: Jeg kan fanden tage mig ikke høre noget. Ikke andet end folk der rasler med slikposer.
ØLLEGÅRD: Alle fugle synger af glæde, når de ser solen, jeg mener min jomfrus guddommelige åsyn, som er Ithaciens sol.
MARCOLFUS: Jeg synes pigen er meget smukkere. (til publikum) Jeg ved ikke hvad de herrer siger? (til Paris) Herre! Så er det tid. Løb frem. Kom nu.

han støder ham frem. Paris bortfører Helene. Hun kaster en perlekæde

HELENE: Giv dette perlebånd til den ædle ridder Ulysses, og bed ham hævne denne vold. Ah...
MARCOLFUS: Skrig dog ikke sådan op, jomfru! I ved jo ikke, hvem det er. Det er Paris, Kong Priapus' søn fra Troja. Hun falder i fine folks hænder. (de ud)

Scene 4

Øllegård

ØLLEGÅRD: Ak, himmel! Er det muligt, at den ædle jomfru, Ithaciens dyrebareste klenodie, rives mig af hænde. Hele landet vil falde hen i fortvivlelse. Jeg begræder Ithaciens skæbne, der har lidt en sådan formørkelse, som har mistet sin største sirat! Jeg får dig aldrig mere at se, skønneste jomfru! Din kyskhed selv vil være din banemand! Thi når den slemme røver anmoder dig om kærlighed, er jeg vis på, du omkommer dig selv. Ak, I Ithacianske helte! Hævn dette jomfrurov! Vis os nu, at de mange foræringer, I har gjort min jomfru, de mange suk, de mange knæfald ikke var på skrømt, men af hjertet! Men der kommer kejserens søstersøn, den tapre Ulysses.

Scene 5

Ulysses, Øllegård, Chilian

ULYSSES: Hør, min tro tjener, Chilian! Hvem syntes dig stod sig bedst i det ridderspil, som blev præsenteret i går? På hvilken ridder syntes dig den dejlige Helene, Ithaciens sol, mest kastede sine stråler? Mig syntes hendes diamantøjne stod mest fæstet på den ædle ridder Polidorus. Jeg mærkede også den slangegiftige misundelse afmalet på de andre hofmænds adelige kinder. Men jalousi er altid dydens følgesvend. Hvorledes kan den af dyd, som månen af den gyldne sols stråler, skinnende ridder da være fri derfor? Thi jeg sværger ved kejserens gyldne krone og scepter, at Polidorus er den kosteligste ridder mellem Mundien og det Røde Hav...
ØLLEGÅRD: Ak, hjælp, jeres højhed, hjælp!
ULYSSES: Stat op, nymfe, og lad mig høre jeres anliggende.
ØLLEGÅRD: Jeg slipper ikke jeres fødder, førend jeg er forsikret om bønhøring.
ULYSSES: Hvis jeres begæring er mulig, og ikke strider mod ærbarheden, skal I nok blive bønhørt. Stat op.
ØLLEGÅRD: Ak, Herre! Ithaciens sol er formørket! Den skønne Helene er bortført til Troja af Paris, kong Priapus' søn. Se her dette perlebånd, som hun kastede af sin hals og bad mig overdrage til jeres ridderlighed med begæring om at hævne denne vold, og med væbnet hånd at udrive hende af trojanernes hænder igen.
ULYSSES
Ak himmel! Hvad hører jeg? Hvilken stor ulykke? Græd ikke mere, jomfru! Jeg sværger ved min hustru Penelopes rene og trofaste sjæl, at den uret skal hævnes med hele Trojas undergang. Gak kun bort, jomfru... (hun ud)

Scene 6

Ulysses, Chilian

ULYSSES: Chilian! Vi må straks gøre anstalter. Fredens tempel må tillukkes for en tid, og krigens tempel atter åbnes, mit med drageblod besmurte sværd Dyrendal trækkes af skeden, mit skjold, som jeg tog fra kongen af Mesopotamien i det store slag bei Minchrelien føres hid, tillige med min diamanthårde brynje og min hjelm, som den brasilianske dronning von Saba med sine alabasterhænder satte på mit ridderlige hoved, da jeg skulle i kamp med den fire-hovede ridder Langulamisosopolidorius. Min i krig flammespyende hest Pegasianus, som tilforn var den stolte ridder Poliphemus af Mundien, men blev omskabt til en hest af hans skinsyge stedmoder Constantinopolitania, må sadles med min elfenbens sadel, og mit med guld og perler af den longobardiske jomfru Rosimundia virkede skabrak!
CHILIAN: Det skal snart blive gjort. Havde vi blot først en krigshær på benene.
ULYSSES: Krigshær! Vi skal i hast få så mange folk samlet, som der er sandskorn på de arabiske heder. Du skal være min ambassadør, og straks forføje dig først til Mithridates, kongen af Mundien, som bor i et guldslot, og bede ham, at han med sin sølvskjoldede arme, som består af tusinde gange tusind fodfolk og fem hundrede tusind vingehestede ryttere, vil komme mig til hjælp mod Kong Priapus, hvis søn har skilt Ithacien ved det dyrebareste klenodie, jeg mener den skønne Helene. Dernæst skal du gå til hertug Nilus af Podolien, som bor i et sølvslot, og bede ham komme mig til hjælp med sine titusinde skibe, som alle er overtrukket med fløjl, og hvis master er gjort af enhjørningshorn, og hvis sejl er af silke. Siden skal du gå til Holophernes, greven af Bethulien, som bor i et højt elfenbensslot, da han selv er syv alen lang, og bede ham komme mig til hjælp med sine femtusinde elfenbenskanoner. Jeg vil i mellemtiden ikke rage mit skæg, førend du kommer tilbage. (ud)